Seværdigheder i Rom
De største seværdigheder i Rom har alle udgangspunkt
i enten det antikke Rom eller den katolske kirke.
Vil du vide, hvor de enkelte seværdigheder er, så kan du finde dem på
kortet over Rom.
Colosseum
Colosseum er Roms største amfiteater med oprindeligt plads til 55.000 tilskuere.
Her kunne byens borgere helt gratis blive underholdt med gladiatorkampe og kampe
med vilde dyr – som oftest med dødelig udgang for en af parterne.
Amfiteatret blev bestilt af kejser Vespasian i år 72 e.kr. og stod klar otte år
senere.
Overalt i det romerske rige er lignende amfiteatre blevet grundlagt – fra Nîmes
og Arles i Frankring til El Djem i Nordafrika.
Til trods for års ødelæggelser, manglende vedligeholdelse og tyverier, er Colosseum
selv godt to årtusinder senere stadig et imponerende syn, som man ikke må snyde
sig selv for.
Den Spanske Trappe
Den Spanske Trappe ligger trods sit navn midt i Rom. Idéen om trappen opstod allerede
i 1600-tallet, men pga. et ønske om at anbringe en rytterstatue af den franske konge
Ludvig d. 14. ved toppen (hvilket ikke huede Pave Alexander 7.), blev idéen i første
omgang ikke til mere.
Diskussionen fortsatte dog, og i 1720’erne lykkedes det den italienske arkitekt
Francesco de Sanctis at komme med et kompromis, der både kunne tilfredsstille de
franske ejere af den tilstødende kirke og pavedømmet.
Trappen stod færdig i 1726 som en imponerende blanding af terrasser, kurver og afsnit,
der den dag i dag udgør et af Roms mest særprægede og spændende kendetegn.
Peterskirken
Hvis der er én bygning, der definerer Vatikanstaten, så er det Peterskirken. Ikke
alene er den centrum i verdens mindste land, den er også centrum i hele det katolske
univers.
I det 2. århundrede blev den første helligdom opført, der hvor Skt. Peter var begravet.
Denne første basilisk var i 1400-tallet ved at falde sammen, hvilket medførte at
pave Julius 2. startede opførelsen af den nuværende kirke.
Man siger, at Rom ikke blev bygget på én dag – og det gælder i særdeleshed også
for Peterskirken. Det tog mere end et helt århundrede, før det stod færdig, og mange
store arkitekter har da også sat hver deres særpræg på bygningen.
Der er mange seværdigheder samlet i Peterskirken, men den største af dem alle er
kuplen, der er tegnet af Michelangelo. Herfra har man en perfekt udsigt udover en
stor del af Vatikanstaten.
Det Sixtinske Kapel
Det Sixtinske Kapel er Vatikanpaladsets hovedkapel. Her har nogle af 1400- og 1500-tallets
ypperste kunstnere freskomalet væggene med motiver fra Moses’ og Jesus’ liv.
Udsmykningen blev afsluttet af Michelangelo mellem 1534 og 1541 med hans store,
berømte fresko Dommedag, der regnes for mesterværket fra hans modne år. Arbejdet
tog syv år, og nødvendiggjorde bl.a. fjernelse af to vinduer over et alter samt
en indadbuet væg, således at støvet ikke lagde sig.
Det er dog ikke kun væggene, som Michelangelo har freskomalet. Også loftet har været
under hans behandling i form af motiver fra verdens skabelse og menneskets fald
samt temaer fra det Gamle og det Nye Testamente.
Trevifontænen
Roms største og mest kendte fontæne er Trevifontænen. Den stod færdig i 1762 og
viser bl.a. havguden Neptun og to tritoner.
Fontænen har optrådt som kulisse i en række film – bl.a. Prinsessen holder fridag
og Fellinis Det søde liv. I La Dolce Vita fra 1960 badede Anita Ekberg i Trevifontænen
– noget der er strengt forbudt i dag.